TestLab: Visualiser Danmark

Af Jesper Ishøj

    

Der ligger masser af oplysninger frit tilgængeligt hos Danmarks Statistik, som kan bruges til at illustrere og perspektivere, hvordan landet ser ud. Jeg viser her et par eksempler på, hvor befolkningen vokser mest, priser på daginstitutioner og anmeldelser for brandstiftelse.

Eksempel 1 - Påsatte brande i Danmark

Den sidste tids uroligheder på Nørrebro og i resten af landet får mig til at kigge på, hvad der ligger af materiale om påsatte brande i statistikbanken. Hvor har der været mange brande tidligere?

Oplysningerne findes i Statistikbanken. Der ligger opgørelser pr. kvartal over antallet af anmeldte forbrydelser og herunder også brandstiftelse. Tabellen er fordelt på kommuner. De nyeste tal er fra sidste kvartal i 2007, så det er helt aktuelle oplysninger.

Jeg har regnet tallene sammen pr. kommune for hele sidste år i en tabel. Jeg har bagefter opgjort antallet af anmeldelser i forhold til indbyggertallet.

Der er i gennemsnit 2,4 påsatte brande for hver 10.000 indbygger på landsplan. I kortet har jeg markeret de fem kommuner, der har væsentligt flere brande i 2007.

 

Se interaktivt kort i stort format her.

Jeg kigger også på hvordan det er gået de sidste 12 år, som jeg kan finde data for. De ligger i en anden tabel over anmeldte forbrydelser opdelt efter de gamle kommuner i Danmark. De nye grænser efter kommunalreformen gør, at jeg ikke umiddelbart kan sammenligne 2007-tal med tidligere oplysninger i alle kommuner. Men det viser sig, at der på landsplan er blevet flere brande de sidste år.

Antal anmeldelser for brandstiftelse i DK 1995-2007

Herover kan du se udviklingen fra 1995 til 2007 i Danmark. Der er en stigning de sidste to år (2005-2007) fra 1010 til 1326.

Jeg prøver at skille Københavnsområdet ud af tallene. Her er kommunegrænserne stadig de samme i København og de nærmeste nabokommuner. Det giver et overraskende billede. For antallet af brande er de seneste år faldet uden for Københavns-området, mens det er steget i hovedstaden.

Flere påsatte brande i Københavns-området

En gennemgang af tallene viser, at det er i København og de nærmeste nabokommuner, at der er sket en stigning i antallet af anmeldelser for brandstiftelse. Sidste år var der i alt 568 påsatte brande i de 18 kommuner tilsammen, mens der kun var 400 anmeldelser året før.

 Påsatte brande i Københavns-området 1995-2007 

Herover ser du udviklingen i København og omegn de sidste 12 år.

Det får mig til at lave et kort kun med de 18 kommuner hvor jeg har data fra siden 1995.

Se interaktivt kort i stor størrelse her.

Her har jeg sorteret kommunerne groft efter, om der er sket en stigning eller ej. Samtidig har jeg lagt en graf over udviklingen ind i infoboxen for hver kommune, så det er let at danne sig et visuelt overblik over udviklingen lokalt.

Det kunne ligne, at det har ulmet i København også inden de massive uroligheder i februar 2008.

Eksempel 2 - Hvor bor danskerne i fremtiden?

Det er nær motorvejene midt i landet, at folk vil bosætte sig de næste 20 år. Det viser i al fald en befolkningsfremskrivning fra Statistikbanken hos Danmarks Statistik. Tabellen viser, hvordan indbyggertallet vil udvikle sig i hver enkelt af de danske kommuner år for år frem til 2030. Herunder har jeg visualiseret udviklingen fra 2008 til 2030 i procent. Taberne i spillet om indbyggere er først og fremmest kommunerne langs Vestkysten.

 

Du kan se det interaktive kort i stor størrelse her

Samlet regnes der med, at befolkningen i Danmark vokser i perioden fra 5,48 mill. til 5,72 mill.

I det lys er det ekstra problematisk, at kommuner som Lemvig og Ærø er vurderet til at miste hhv. 14 og 14.9 procent af indbyggertallet. De der spås den største vækst, er kommunerne nær Århus - området Favrskov, Hedensted, Skanderborg, Silkeborg og Horsens - med en tilvækst på mellem 14 og 18,8 procent.

Forudsigelser af denne art er naturligvis vedhæftet en usikkerhed, hvilket Danmarks Statistik også gør opmærksom på i den varedekleration, som følger med tabellen. 

En tilsvarende visualisering af befolkningens bevægelser kan også laves bagud med historiske data. I Statistikbanken ligger befolkningstal for hver enkelt kommune tilbage til 1979.  

Eksempel 3 - Hvad koster en plads i børnehave?

En meget konkret statistik er priser på daginstitutioner. Her er det udgiften til en plads i en kommunal børnehave.

Du kan se interaktivt kort i stor størrelse her

Vesthimmerlands kommune er billigst med en pris på 14.091 kr. om året mens Herlev i 2007 var den dyreste kommune her kostede en plads 21.600 kr.

Men bare inden for Hovedstadsområdet kan man næsten finde top og bund. I omegnen af København ligger Herlev med den højeste pris på 21.600 kr. og Solrød i den absolut lave ende økonomisk set med en pris på børnehave på 14.112 kr. 

Se interaktivt kort fra hovedstadsområdet her

I sig selv er det vanskeligt at se et geografisk mønster i priserne, men det er tankevækkende at der kan være en prisforskel på 35 procent inden for den samme del af landet.

Priserne kan kombineres med andre oplysninger. Her har jeg lagt ikoner med borgmesterens partifarve ind i hver kommune og ikoner med prisniveau i infoboxene.

Data med koordinater på rådhuse og partifarve på borgmestrene er produceret af Søren Johannessen - Microformats.dk - som har andre eksempler på arbejde med kommunale data i punkter med Simile Exhibit 2.0.

Data med antal pladser pr. 100 barn har jeg hentet i Indenrigsministeriets kommunale nøgletal.

Partilogo’er har jeg hentet på partiernes hjemmesider, hvor man i mange tilfælde kan downloade dem i flere forskellige formater. De øvrige ikoner i dette og de andre eksempler har jeg selv produceret i et tegneprogram.

5 Kommentarer indtil nu »

  1. Kristian skriver

    am februar 20 2008 @ 19:59

    Det er altid rart med gratis data, men er der et sted man gratis kan hente et geodatasæt med kommunegrænserne?

    Ad eksempel 1 - det der oplagt foregår er jo at folk kommer til København (og Ishøj) for at stikke ild i ting :-)

  2. Søren Johannessen skriver

    am februar 20 2008 @ 21:07

    Tak for omtale af mit Borgmesterkort -

    Kun være sjovt at lave en tidsanimation over “Befolkningsfremskrivningen” - Ser lige om det kan gøres med et simpelt snuptag via Google Earhts tidsanimation

    Forresten jeg har opdateret mit borgmesterkort
    http://www.microformats.dk/simile/kommuner/kommunerborgmester.html (+regneark med koordinater)

    Da Frederiksværk-Hundested kommune nu hedder Halsnæs kommune pr 1/1 2008 - samtidigt var Bogense ikke fejet ud, da den nu officielt hedder Nordfyns kommune

  3. Jesper Ishøj skriver

    am februar 20 2008 @ 21:09

    Hej Kristian,

    X-Point, som jeg anvender her, er software, hvor du betaler en licens, som blandt andet giver adgang til kommunegrænser.

    Du er ikke den første, der har spurgt, om kommunegrænserne findes “gratis” i en eller anden form. Desværre kender jeg til nogen steder.

    Men det er værd at holde øje med IBMs beta-projekt Many Eyes som er freeware til at visualisere data. Her er der også en kort-funktion, hvor du arbejder med polygoner - altså områder. Lige nu er der muligt at lave verdenskort og kort med det der svarer til kommunegræser i lande som Holland, Tyskland og England.

    Du kan ikke hente selv kommunegrænserne. Men du kan producere kort og hive en embeded version ud af dit kort til din egen hjemmeside.

    Jeg har ikke nogen klar fornemmelse af, hvor hurtigt de forsat udvikler på projektet. Men det er oplagt at Danmark kommer med på et tispunkt. Og mon ikke det hjælper, hvis de får et par mails med en opfordring til at lægge dansk kort-materiale ud på siden?

    Venlig hilsen

    Jesper

  4. Jesper Ishøj skriver

    am februar 20 2008 @ 21:16

    Hej Søren,

    Stor tak for lån af dine data.

    Nogle få steder i kortet anvender jeg “gamle” kommunenavne. Det skyldes at jeg har indlæst data ud fra navn - ikke kommune nummer - og tre af kommunerne er ikke opdateret i den fordelingsnøgle som jeg har anvendt.

    Venlig hilsen

    Jesper

  5. GeoJournalistik » Vigtige geodata frigivet i Danmark skriver

    am juni 5 2009 @ 08:24

    [...] Administrative inddelinger er afgørende for at kunne visualisere en lang række af de data, som de offentlige myndigheder leverer. Jeg har tidligere lavet et eksempel med kommuner og data fra Danmarks Statistik. [...]

Kommentarer RSS · TrackBack URI

Skriv en kommentar

Navn: (Skal udfyldes)

E-mail: (Skal udfyldes)

Website:

Kommentar: