Kommentar: Medierne kan blive bedre til at håndtere data

Af Jesper Ishøj

         

Der er gode eksempler på, hvordan nyhedsmedier bruger kort til at visualisere den aktuelle konflikt i Danmark. Hvor rammer strejkerne på sygehuse, de ældre og i dagplejen? Det giver også nogle udfordringer til de medier, der går forrest, for ingen af kortene er optimale.

Men samtidig har jeg en oplevelse af, at flere af de øvrige danske mediehuse kunne få meget mere ud af deres research, hvis de bliver mere bevidste om, hvordan de kan håndtere og bruge de informationer, som deres journalister og researchere indsamler.

 

DR har lavet et kort i flash, hvor du kan klikke på din kommune og se hvilke faggrupper, der er omfattet af strejkerne. Kortet fortæller ikke noget om hvilke faggrupper der strejker på sygehusene, som hører under regionerne.

Ritzau Grafik har også lavet et kort i flash, som jeg bl.a. har set på jp.dk, jv.dk og på fyens.dk.

 

Som hos DR kan du her finde oplysninger ud fra kommunerne. Her kan du også se nogle af faggrupperne, der er omfattet af konflikten på sygehusene.

Ekstra Bladets Nationen har valgt at bruge Google My Maps til at plotte alle de alle de steder ind på kortet, som er omfattet af konflikt. Samtidig er der brugt forskellige ikoner efter om det er personale fra FOA eller personale på sygehusene. Det er lidt forskelligt fra by til by om f.eks. hvert enkelt ældrecenter er markeret eller om der sat en enkelt marker, som beskriver flere.

Ernst Poulsen, der er nyhedsredaktør for nye medier i DRs chefredaktion, har på sin blog stillet spøgsmålet: Hvad fungerer bedst? Ekstra Bladets Google-kort eller kortene fra Ritzau og DR i flash? Ernst har selv Google-kortet som favorit, men er ikke helt overbevidst.

Det kan jeg godt forstå. For det er gode ting i hver løsning fra de tre medier. Men ingen af dem er optimale set med mine øjne.

Flash-kortene er nemme at orientere sig i. Du får et geografisk overblik, men når du klikker videre er oplysningerne sparsomme.

Google-kortet virker umiddelbart kaotisk, men giver overblik, når du får zoomet dig ned i et område. Men igen synes jeg, at oplysningerne er begrænsede, når du klikker videre.

Men Ekstra Bladets kort har også et dilemma i sig. Mens de to flash-kort kun viser geografiske områder som regioner og kommuner, så vil redaktionen på Nationen helt ned og vise os, hvor tingene sker med punkter på et kort. Det har de tidligere gjort med stort held under urolighederne i flere danske byer i februar og ved at lave kort med restauranter, hvor du må ryge.

Men problemet er, at flere af de områder, der er dækket af konflikten er vanskelige at vise med et punkt. Det går langt hen ad vejen fint, når det handler om ældrecentre og sygehuse.

 

Men f.eks. når du med en enkelt marker på kortet vil vise, at ”Foruden Dansk Sygeplejeråd strejker regionalt ansatte bioanalytikere, radiografer og jordemødre samt kommunalt ansatte fysioterapeuter, ergoterapeuter og ansatte med overenskomst i Kost og Ernæringsforbundet.” - så bliver jeg lidt forvirret. For det må jo også handle om en masse forskellige institutioner og meget mere end det sted markeren viser.

Når du ikke har de præcise steder på kortet, så er det efter min mening mere reelt at vise kommunen eller regionen i stedet for. Især når du i samme kort har markeret en lang række ældrecenter og institutioner.

Alligevel har jeg også Google-kortet som favorit, fordi det er den vej jeg gerne vil. Vi skal vise tingene så detaljeret og lokalt som overhovedet muligt. Og jeg kan se, at der er gjort et stort arbejde og jeg har samtidig i et tidligere indlæg givet eksempler på, hvor lidt struktur der er på de offentlige tilgængelige oplysninger om konfliktens omfang. Så jeg ved at det er lettere sagt end gjort.

I alle tre tilfælde er jeg samtidig i tvivl om redaktionerne kan opdatere kortene løbende efterhånden som de får flere informationer som dagene går? Eller er dette her et billede baseret på de oversigter over konflikten, som nogle af fagforbundene har udsendt og lagt på nettet?

Jeg tror, at man under en løbende konflikt med fordel kan bruge en løsning, hvor du kan opdatere og udbygge dine informationer. F.eks. når afdelinger på et sygehus tages ud af konflikten. Eller når du får informationer om præcis, hvilke institutioner i et lokalområde, der bliver ramt.

Samtidig kunne godt tænke mig, at kortene var mere orienteret mod brugerne. Så du for eksempel kunne se, hvor bliver de ældre ramt, hvor bliver børnene ramt…også videre.

Til gengæld kan det undre det mig, at ikke flere medier forsøger at visualisere konflikten på deres websider. Især når jeg ser det arbejde det bliver gjort.

Her har TV2 for eksempel en flot og systematisk gennemgang af strejken. Den kunne bearbejdes og visualiseres f.eks. i kommuner ligesom eksemplerne i flash.

Men min rundtur til flere af de danske nyhedssites har fået mig til at spekulere over, om redaktionerne er godt nok gearet til at bearbejde så store mængder oplysninger om hvem, hvad og hvor på en struktureret måde, så de kan visualiseres?

Flere af de medier som ikke har kort, har rent faktisk gjort en stor del af forarbejdet ved langt hen ad vejen at organisere oplysningerne. 

TV2 har valgt at skrive en artikel for hver region i landet, hvor konfliktramte arbejdspladser er listet op. Det samme har min egen arbejdsplads TV2/FYN valgt at gøre og eksempelvis Århus Stiftstidende løser også opgaven på den måde. Jyllands-Posten har også flot liste over konflikten.

I alle de her tilfælde er der ikke langt til, at man har et datasæt, hvor situationen i kommuner og regioner vil kunne visualiseres i et kort. Så en stor del af arbejdet laves ret faktisk allerede ude på redaktionerne. Det bliver bare ikke brugt.

Endelig vil jeg nævne, at Politiken på nettet har oversigtsartikel om hvor der strejkes, hvor der er alene links videre til fagforeningerne. Det overrasker mig, for i papiravisen har jeg set meget flotte og grundigt gennemarbejdede kort. Det er ærgerlig, at de ikke lægges på nettet.

2008 har indtil nu budt på to store temaer - urolighederne i februar og nu konflikten - hvor kort er oplagt. Nu må det snart være tiden, hvor flere webmedier begynder at tænke geografisk. 

  

1 Kommentar indtil nu »

  1. Søren Johannessen skriver

    am april 25 2008 @ 21:15

    Hej Jesper

    Måske Google Maps ikke vinder på flot layout som man kan lave det med Flash. Så har fx Nationens strejkekort den fordel. Det kan deles … Via embed koden - eller man kan benytte KML linket og arbejde videre … Måske vise det i andre app. fx Virtual Earth. Måske kun vise ens region og strejkeramte faggrupper … Flash indbyder ikke til mashup kulturen, da data er låst fast.

    /Søren

Kommentarer RSS · TrackBack URI

Skriv en kommentar

Navn: (Skal udfyldes)

E-mail: (Skal udfyldes)

Website:

Kommentar: