Af Jesper Ishøj

Hvordan kan man afgøre om kort er god kommunikation?

Det er et spørgsmål som jeg længe har gået og grublet over efter at have læst Lars Brodersens doktordisputas Geokommunikation, der blandt andet tager fat på det emne. Lars, der er kommer fra Aalborg Universitet, er pt. også aktuel med en bog om emnet - Kommunikation med kort.

Men jeg savner en metode til at måle om et kort fungerer, ligesom at du kan måle antallet af besøgende på din hjemmeside eller seertal i tv. Dette her er mine overvejelser til en metode, der kan løse den opgave.

For at vurdere om et kartografisk kort, et interaktivt kort på internettet eller en anden service baseret på geografiske oplysninger virker, så er man nød til at tage udgangspunkt i brugeren.

Uanset hvad, så vil kortet, websiden eller hvad det nu gælder inden for feltet geokommunikation, altid være produceret for at nogen skal have glæde af det.  Alle de mange valg, der ligger undervejs, må derfor tage udgangspunkt i brugerens mulighed for at anvende og forstå resultatet.

Spørgsmålet er så, hvordan man kan efterprøve brugernes oplevelse og udbytte af geokommunikation?

To mål i geokommunikation

For at vurdere om et produkt inden for geokommunikation fungerer, så mener jeg, at man skal stille to parametre op.

Users – hvor mange af de brugere, der har adgang til produktet, bruger det reelt

Goal-users – hvor mange af de brugere, der så bruger produktet, får den information, som producenten har sat som mål?

Disse to parametre kan måles, gøres op i procent og bruges til at vurdere det enkelte produkt eller sammenligne helt forskellige produkter inden for geokommunikation.

Hvad viser de to mål?

Users – andelen beregnes ved at opgøre antallet af potentielle brugere, der har adgang til produktet, i forhold til, hvor mange der så vælger reelt at gøre brug af det. Forholdet giver et udtryk for om geokommunikationen er placeret i det rigtige medie og på den rigtige måde.

Andelen af users kan sammenlignes med seertal, sådan de anvendes inden for tv-verden.

Goal-users – andelen viser om selve geokommunikationen virker efter hensigten – og her er hensigten det mål som producenten har sat sig.

Producentens målsætning skal tage definere, hvad det er for en informationen, som brugeren skal få ud af at anvende produktet. Altså det er ikke nok at sige: ”Vi vil give adgang til forskellige oplysninger om ……”. Målsætning skal klart formulere: ”Brugerne skal på baggrund af produktet kunne ……”.

Princippet for de to mål er, at jo højere en andel jo bedre.

Hvordan kan man fortolke resultatet af en måling?

Et produkt har en lav users-andel og lav goal-users-andel

Brugerne afholder sig fra at bruge eller har svært ved at opdage produktet og de få der gør det, de forstår ikke helt de informationer, som producenten gerne vil formidle.

Eksempel: Et kort eller link til samme på en webside på internettet, som brugerne har svært ved at opdage eller vælger at gå uden om, og hvor de brugere, der trods alt klikker for at aktivere det, altså ikke får den information, som producenten gerne vil give.

Her er altså mange ting som kan gøres bedre. Både valg af medie, præsentation, indhold og formidling skal ændres.

Et produkt har en høj users-andel, men lav goal-users-andel

Det vil betyde, at brugerne anvender produktet, men de færreste forstår helt de informationer, som producenten gerne vil formidle.

Eksempel: Et kort på internettet, hvor alle brugere klikker for at aktivere det, men hvor de altså ikke helt forstår, det som producenten vil vise med kortet.

Her er produktet umiddelbart præsenteret på en god måde og i et rigtigt medie i forhold til brugerne, men selve kommunikationen fungerer ikke i forhold til brugerne.

Et produkt har lav users-andel, men høj goal-users-andel

Brugerne har enten svært ved at opdage produktet eller går uden om det, til gengæld får de bruger anvender produktet, den information, som producenten har sat som mål.

Eksempel: Et kort eller link til samme på en webside på internettet, som brugerne har svært ved at opdage eller vælger at gå uden om, men de få brugere, der anvender produktet får til gengæld den information, som producenten har sat som mål.

Her kan produktet simpelt hen være præsenteret i et forkert medie eller gemt væk på den aktuelle side.

Et produkt har høj users-andel og høj goal-users-andel

De potentielle brugere anvender produktet, og får det udbytte, som producenten har sat som mål.

Eksempel: Et kort eller link til samme på en webside på internettet, som brugerne anvender i stort omfang og brugere får den information, som producenten har sat som mål.

Alt er godt. Flot arbejde. God geokommunikation. (Medmindre producentens målsætning ikke ambitiøs nok)

Men det er en forudsætning, at producenten definerer en præcis målsætning for, hvad brugeren skal få ud af at anvende produktet. Det er måske nyt inden for geokommunikation, men anvendes mange andre steder.

Hvorfor ikke bare lade brugerne vurdere?

Man kan godt opstille en tilfredshedsundersøgelse for geokommunikation, hvor brugerne selv skal angive, hvor tilfredse de er med den information, som de har modtaget. Men for mig at se betyder det, at det så bliver en undersøgelse, hvor det er brugeren, der kommer til at definere målsætningen for produktet i form af sine individuelle forventninger. Det kan absolut være relevant og lærerigt at få sådanne vurderinger.

Men når det gælder geokommunikation, så er mit udgangspunkt at producenten har et formål med at lave sit produkt. Producenten vil videregive en mængde information i form af geokommunikation. Derfor er det helt afgørende om informationen når frem.

Jeg kan godt forestille mig geokommunikation, hvor brugeren oplever at have fået en hel masse ud af det og vil svare meget positivt, men hvor det vil vise sig, at den information som producenten vil formidle alligevel ikke er nået frem. Derfor må en metode til at vurdere geokommunikation tage udgangspunkt i producentens mål og ikke brugerens oplevelse.

Hvordan kan de to mål opgøres i praksis?

Metoden er først og fremmest tænkt til elektronisk kommunikation og herunder internettet. Men det er min umiddelbare vurdering, at den kan overføres til andre medier – som eksempelvis bøger og atlas.

Internettet giver umiddelbart nogle fordele når det gælder om at indsamle data om brugernes adfærd og deres udbytte af de informationer, som de bliver præsenteret for.

Gælder det geokommunikation, der formidles som en del af en webside, hvor du skal klikke dig videre for at få informationen, så findes der software, som kan registrere antallet af brugere og deres bevægelser på et site. Et eksempel, som er gratis at anvende, er Google Analytics. På den baggrund er det muligt at opgøre antallet af besøgende på en hjemmeside (potentielle brugere) og hvor mange der klikker sig ind på en underside, hvor geoinformationen er (users).

Goal-users-andelen kræver, at der kan indsamles data, der viser om brugerne får den information, som producenten havde tænkt sig. Det kræver som tidligere nævnt en så specifik målsætning for siden, at den kan efterprøves.

Her forestiller jeg mig, at data kan indsamles på flere måder.

Det kan være ved en elektronisk survey – et spørgeskema – som kommer frem på hjemmesiden, når du aktiverer et bestemt sted på siden.

Det kan også være en survey, der sendes direkte med e-mail til alle brugere af et site, hvis de er registeret med kontakt-data.

Endelig kan det kan være en survey, som gennemføres i en repræsentativ gruppe af respondenter, der er udvalgt i forbindelse med undersøgelsen.

Målet med en undersøgelse er som nævnt at kunne beregne andelen af goal-users. Hvis andelen er høj, så er det jo dejligt for producenten, for så virker tingene efter hensigten.

Men gennemføres en undersøgelse og viser den et knapt så flatterende resultat, så er det vigtigt at være meget opmærksom på de respondenter der svarer negativt. Det er dem producenten skal finde ud af, hvorfor ikke gør brug af produktet. De glade og tilfredse kan man ikke lære så meget af.