Det skæve Danmark
I denne uge havde Politiken (i papir-udgaven) en historie om, at det i flere kommuner er vanskeligt at få ansat uddannede lærere i folkeskolerne.
Artiklen var ledsaget af et kort, som tydeligt tegner billedet af et skævt Danmark, når det gælder manglen på lærere. Det fik mig til at tænke på andre områder, hvor der også er store skævheder og at det geografiske mønster er det samme - og at tingene måske kan have indflydelse på hinanden?
Det er tydeligt at problemet med lærermangel (de røde kommuner) er størst på Sjælland.
Herunder har jeg vist et helt andet tema, hvor mønsteret minder om lærermanglen. Det er de aktuelle boligpriser fra 1. kvartal af 2009 på parcel- og rækkehuse i hele landet.
Her er Danmark også skævt på trods af, at priserne reelt er faldet markant flere steder på det seneste. Igen er det især Sjælland og hovedstadsområdet, der skiller sig ud.
Lærermanglen kan blandt andet forklares med at færre studerende søger ind på seminarerne, en del springer fra undervejs i uddannelsen og at en stor generation af skolelærere samtidig er på vej på efterløn og pension. Men jeg kan ikke lade være at spekulere på, om høje boligpriser har en yderligere negativ effekt på situationen i folkeskolerne i de “dyre” kommuner?
For selv om nyuddannede lærere skulle være interesseret i et job på en skole, så vil huspriserne i nogle kommuner formentlig afholde dem fra at søge stillingen, hvis de ikke har råd til at bo i området.
Kan høje boligpriser hæmme mobiliteten og skabe mangel på arbejdskraft?
Kortene giver ikke i sig selv svaret, men de indikerer, at der kan være en uheldig effekt i dele af landet.
Du kan se mere om Danmarks Lærerforenings kortlægning af lærermangel på deres site og boligpriser er hentet fra Realkreditrådet.
Politiken har fulgt op på problemstillingen med boligpriserne senere på ugen med artiklen “Nu har almindelige danskere råd til at købe hus”. (Igen er det kun i papir-udgaven, at avisen i dette tilfælde offentliggører tal for hver kommune.) En aktuel modelberegning fra Nordea viser, at kravet til en boligkøbers indtægt er faldet markant i flere kommuner. Så måske er det på vej til at blive lettere at tiltrække lærere til de “dyre” kommuner. Men det bliver der jo ikke flere lærere af samlet set.



























